Archive for the 'Energibesparelse' Category

Mar 09 2012

Test of OSRAM LED-pære

OSRAM Parathom LED og 60 W glødepære ved siden af hinanden

Jeg har i længe overvejet at investere i en LED-pærer for miljøets og pengepungens skyld, men er ligeså længe blevet holdt tilbage af den meget svingende kvalitet gående fra middel god til elendig. Efter lang tids søgen på nettet, blev konklusionen at pt. kun Philips eller OSRAM umiddelbart er i stand til at levere en kvalitetsmæssig i orden erstatning for en almindelig 60 W glødepære. Valget faldt på OSRAM LED Parathom Pro 12 W købt til 312 kr. fra led lampen laden igennem Amazon.com’s tyske hjemmeside. Pæren var cirka hundrede kroner billigere end Philips’ tilsvarende pære.

2012_osram_60_w_bulb_parathom_led

Efter en uges tid modtog jeg pæren, hvorefter den straks blev installeret. Lyset syntes i starten relativt kunstig, lidt i stil med en sparepære, men dette skyldes formentligt primært det kraftigere lys end fra glødepæren. LED-pæren afgiver generelt mere lys nedad og skråt ud til siden end den almindelige glødepære, som det tydeligt fremgår af ovenstående billede. Faktisk giver LED-pæren næsten tre gange så meget lys på bordet i forhold til en 60 W glødepære. Til ovenstående benyttelse i køkkenet giver pæren et kraftigere og bedre afgrænset lys end glødepæren. I forhold til sparepærer af den bedste kvalitet, giver denne OSRAM LED-pære et absolut bedre lys og afgiver fuld styrke med det samme uden tidsforsinkelse i tænding. OSRAM angiver at pæren endvidere kan bruges med en lysdæmper, hvilket dog ikke er afprøvet. Eneste større ulemper er at pæren er ret tung (181 gram) og som øverste billede angiver – en del større end almindelige glødepærer, hvilket begrænser pærens brugbarhed, fx passer pæren sandsynligvis ikke i en PH-lampe.

For en god ordens skyld blev lysstyrken på bordet målt med et Elma 1335 digitalt luxmeter og kameraet brugte samme indstillinger til begge billeder – 1/50 lukketid, blænde 2.8 og samme hvidbalance.

Pære Levetid Lysstrøm Udgifter Afledt partikeludledning [1], 25.000 timers drift

timer lumen DKK (211 øre/kW) SO2 (g) NOx (g) Kviksølv (mg) Procentvis andel
OSRAM LED Parathom Pro 12 W 25.000 650 945 44 172 1,4 20%
OSRAM glødepære 60 W 1.000 710 3.415 222 861 7,0 100%

Udfra ovenstående tabel ses at ved at skifte en 60 W glødepære ud med den testede OSRAM LED-pære, vil man over hele LED-pærens levetid kunne nedsætte sin partikeludledning med næsten et kg SO2, NOx og kviksølv. I tilgift indeholder LED-pærer heller ikke kviksølv, som normale sparepærer gør, og der kan spares ca. 100 kroner for hver 1000 brændetimer på elregningen, hvilket så absolut også er værd at tage med.

Pæren har indfriet forventningerne; den giver en relativt varmt lys og bedre lys end gængse sparepærer. Til brug som rumbelysning er pæren fin, men jeg ville nok ikke vælge den til arbejdsbordet, hvor en halogenpære stadig er at foretrække pga. de bedre farveegenskaber.

Kilder

[1] Udregnet på basis af udledningen fra DONG’s centrale kraftværker i 2007 og 25.000 brændetimer; http://www.partikelforurening.dk/wp-content/2009-udledninger-fra-dongs-centrale-kraeftvaerker.pdf

One response so far