Archive for the 'Diesel' Category

aug 19 2011

DSB vedrørende partikelfiltre på IC3

Den 11. juli 2011 sendte jeg DSB følgende spørgsmål; Siden 1996 har De Svenske Statsbaner haft CRT-partikelfiltrer på deres Y2-tog, der er den svenske version af IC3. Så vidt jeg forstår har DSB aldrig haft partikelfiltre installeret på DSB’s IC3-tog. Hvorfor har DSB fravalgt disse filtre og bør DSB ikke installere disse på alle bestående IC3-tog? Sådanne filtre vil formentligt også forbedre luftkvaliteten på Nørreport Station.

DSB svarede igen den 19. august 2011 og er gengivet herunder:

Det er rigtigt, at den svenske version af IC3 kaldet Y2 er udstyret med partikelfiltre. Årsagen til det var, at Y2 togene skulle køre helt ind til Stockholm Banegård. Da DSB i 1980’erne bestilt IC3 togene var der ikke så meget fokus på partikler fra dieselmotorer, som der er i dag og derfor blev der ikke monteret partikelfiltre på IC3 togene. DSB har for et par år siden udskiftet samtlige dieselmotorer i IC3 togene med nye dieselmotorer, der opfylder Euro 3 normen. Det har givet en væsentlig reduktion af partikelemission fra IC3 togene.

Luftkvaliteten på Nørreport Station er ikke tilfredsstillende og derfor bliver stationen de næste år moderniseret og får et nyt mere effektivt ventilationssystem, som vil forbedre luftkvaliteten på perronen. IC3 togenes bidrag til luftkvaliteten på Nørreport Station fylder dog ikke meget, set i forhold til det bidrag, som ME dieselokomotiverne giver.
Den dag ME lokomotiverne er væk, så vil togene på Nørreport Station være en blanding af el-tog og IC3 tog med Euro 3 norm dieselmotorer og luftkvaliteten vil være væsentlig bedre.

Med venlig hilsen

Mette Frederiksen
DSB Kundeservice
Postboks 3400
900 København C.
kundehenv@dsb.dk

No responses yet

jul 11 2011

DSB om luftkvaliteten på Nørreport station

Luftkvaliteten på Nørreport Station er og forbliver desværre et emne til diskussion. I DSB’s blad Ud & Se fra juli 2011 har emnet igen været oppe at vende, denne gang på forespørgsel fra Gitte Klausen fra Næstved. Da det desværre ikke er muligt at linke direkte, er indlægget citeret i sin fulde længde herunder:[1]

Tæt og tyk røg
Gitte Klausen, Næstved
Jeg er pendler mellem Næstved og Nørreport station. Jeg er glad for at kunne stige på regionaltoget på Nørreport, så jeg slipper for at skulle skifte tog, men det er en meget trafikeret station. Ofte er der tæt og tyk røg omkring passagererne, og jeg tænker ofte på, hvor usundt det egentlig er at stå på Nørreport. Laver DSB målinger på stationerne? Og burde der ikke være en bedre ventilation?

Tak for din henvendelse. Luftkvaliteten er desværre nogle gange dårlig på fjern- og regionaltogsperronen på Nørreport Station. Kombinationen af en underjordisk station, og tog trukket af diesellokomotiver, giver en dårlig luftkvalitet og i perioder med mange tog, kan situationen være slem. Normalt opholder passagererne sig kun i kort tid på perronen, så den sundhedsmæssige belastning er kortvarig. For at forbedre forholdene på Nørreport Station er Banedanmark, Københavns Kommune og DSB gået sammen om at istandsætte og modernisere stationen. I den forbindelse vil der komme et nyt og bedre ventilationsanlæg, der giver en bedre luftkvalitet på fjern- og regionaltogsperronen. Desuden vil diesellokomotiverne efterhånden blive erstattet af togsæt, som forurener mindre. Istandsættelsen af Nørreport Station vil sikre renere luft og en bedre station til glæde for de rejsende.
Med venlig hilsen
Marianne Gadegaard
Afdelingschef, DSB Kundeservice

Spørgsmålstilleren får desværre aldrig svar på om DSB laver målinger af partikelforureningen på Nørreport Station. Om DSB rent faktisk udfører disse målinger er formentlig også af mindre betydning, da selskabet ingen interesse har i at offentliggøre sådanne målinger. For at få en uvidenskabelig indikation af problemets størrelse kan henvises til en artikel i Ingeniøren fra 2008, hvor der blev målt forureningsniveauer for ultrafine partikler, der var 23 gange højere på Nørreport Station end på Rådhuspladsen.[2]

Det er kun glædeligt at Nørreport Station får forbedret ventilationssystemet, men om det reelt giver en markant forbedring af luftkvaliteten, må vi desværre vente til 2014 med at finde ud når ombygningen af færdiggjort.[3] Det ville endvidere være interessant at se en cost-benefit analyse i forhold til luftkvaliteten på Nørreport Station for både en forbedret ventilation, men også for påmontering af partikelfiltre på IC3- og IC4-tog, da hovedparten af forureningen netop stammer herfra.

Kilder

[1] Tæt og tyk røg, side 52, Ud & Se, juli 2011, http://ipaper.ipapercms.dk/DSB/udogse/2011/07/

[2] Chok-måling: Ni millioner gift-partikler i hver indånding, Ingeniøren, 27.06.2008, http://ing.dk/artikel/89419-chok-maaling-ni-millioner-gift-partikler-i-hver-indaanding

[3] Ny Nørreport, http://www.nynoerreport.dk/etaper, hentet 11.07.2011

No responses yet

sep 15 2010

Benzinbiler er stadig renere end dieselbiler med partikelfiltre

Den tyske pendant til FDM, ADAC, udfører løbende miljøtest af forskellige nye biler. Foruden udledning af CO2 bliver der målt på udledningen af forskelllige andre gasser og partikler såsom carbonmonooxid, kulbrinter, NOx og ikke mindst den deciderede partikeludledning.

ADAC bruger en skala hvor et højere tal angiver en lavere udledning af skadelige stoffer deriblandt skadelige partikler. Den højste værdi givet fra ADAC er 50, hvilket dermed angiver den til dato øvre grænse. I nedenstående tabel ses en sammenligning af fire forskellige bilfabrikanters biler. Fælles for alle biler er, at de er udstyret med en motor på 1,6 liter både for benzin- og dieseludgaven. Alle dieselbilerne er udstyret med partikelfiltre.

Tabellen viser, at selvom dieselbilerne er udstyret med den nyeste teknologi til reduktion af den sundhedsskadelige partikeludledning, så er benzinbiler stadig i gennemsnit 6 point eller 15 % bedre end dieselbilerne jævnfør ADAC’s miljøtest. ADAC har ikke offentliggjort de konkrete udledningstal, og derfor kan det ikke gennemskues hvad 6 point i praksis bliver til i absolutte tal.

Eftersom andelen af dieselbiler har været kraftigt stigende de seneste år, har det derfor ligeledes medført en større udledning af sundhedsskadelige partikler. Det er derfor at væsentlig betydning at denne udvikling analyseres, for derved evt. at regulere udviklingen så den ikke forværrer folkesundheden.[2, 3]

Bilmærke og type Brændstof Partikel- CO2 Brændstof- Testet
ADAC[1]

udledning
forbrug



g/km L/100 km
BMW 116d Diesel 43 120,1 4,5 2009-09
BMW 116i Benzin 45 189,4 8,0 2005-02
Ford Focus 1.6 TDCi ECOnetic Diesel 39 149,3 5,7 2008-07
Ford Focus 1.6 Ti-VCT Style+ Benzin 47 162,8 7,0 2009-09
KIA cee´d Sporty Wagon 1.6 CRDi 115 Diesel 37 143,2 5,4 2007-10
KIA cee´d Sporty Wagon 1.6 ISG Spirit Benzin 47 165,3 7,1 2009-07
VW Golf 1.6 TDI BlueMotion Trendline Diesel 44 107,7 4,1 2009-12
VW Golf 1.6 BiFuel Comfortline Benzin 48 172,8 7,3 2009-09
Gennemsnit Diesel 41 130 4,9
Benzin 47 173 7,4

Kilder

[1] Allgemeiner Deutscher Automobil-Club (ADAC), EcoTest, http://www.adac.de/infotestrat/tests/eco-test/default.aspx, hentet den 15.09.2010

[2] Data for nye biler 2007, Færselsstyrelsen; http://www.bilviden.dk/sw101290.asp, hentet den 26.09.2010

[3] Dieselbiler giver problemer med NO2 i byerne, Danmarks Miljøundersøgelser; http://www.dmu.dk/udgivelser/dmunyt/2007/10/dieselbiler/, hentet den 26.09.2010

Data for nye biler 2007

No responses yet